#04 Hvem er jeg så nu? – Jeppe Holmberg om depression og pause fra ishockey-karriere

#04 Hvem er jeg så nu? – Jeppe Holmberg om depression og pause fra ishockey-karriere

Gæsten i fjerde episode, Jeppe Holmberg på 24 år, har gennem hele sit liv taget valg ud fra sin store passion, ishockey, levet professionelt af den og vundet adskillige mesterskaber. Pludselig stod han overfor den omvæltning, at han grundet tilbagevendende depressioner blev nødsaget til at sætte det hele på pause for at fokusere udelukkende på sit mentale helbred. Men hvem var han så nu - uden ishockey?

Hvis du endnu ikke ved, hvad podcasten generelt handler om, eller hvem jeg er, så kan du altid lytte til pilotepisoden på 8 minutter lige her. 

Det var ikke noget, der skete henover natten. Selv med bagklogskabens øjne er det ikke til at fortælle, hvad der startede det, men ikke desto mindre var det en omvæltning for Jeppe Holmberg, da han tilbage i 2019 måtte indse, at han nu var så langt ude psykisk, at en pause fra ishockeykarrieren ikke længere var et ønske. Det var en nødvendighed.

Tilbagevendende depressioner og indlæggelser på psykiatrisk skadestue er ikke et nemt samtaleemne. Slet ikke, når man som Jeppe befandt sig i et ishockey-miljø, der til tider kan være machopræget og have et stort fokus på præstationer. Derfor faldt det heller aldrig naturligt ind at fortælle åbent om det mentale helbred, mens det hele stod på. 

Ved at tale åbent om sin historie nu, håber Jeppe først og fremmest på, at han kan være med til at sætte fokus på det mentale helbred for andre i lignende situationer. Han er samtidigt også overbevist om, at det hjælper ham selv i hans egen rejse til at blive den Jeppe, han ønsker at være. Og lige netop dén rejse er noget af det, han har arbejdet allermest på. Hvem er han egentligt ud over ishockey? Hvilke ting kan han lide, hvilke værdier har han og hvad vil han gerne have mere af? På mange måder store identitets-spørgsmål, som kan virke udoverskuelige, når man er rigtig langt nede i dystre, depressive tanker. Derfor har Jeppe også undervejs indset, at nogle gange handler det faktisk bare om at tage én ting ad gangen. “Imorgen kommer, men den kommer jo først i morgen“, som han siger.

Derfor har Jeppe også følgende råd til dig, der lige nu står overfor en omvæltning:

jeppe-og-mig2-2

"Få det hele sat ned i tempo og tag én dag ad gangen. Hvis dét virker for uoverskueligt, så tag én time ad gangen"

Jeppe Holmberg

-
Jeppe

"Få det hele sat ned i tempo og tag én dag ad gangen. Hvis dét virker for uoverskueligt, så tag én time ad gangen"

Jeppe Holmberg

-

Klik her hvis du vil se flere råd og motiverende sætninger fra andre gæster i podcasten.

Fra omvæltning til comeback

Som du også kan høre Jeppe fortælle om i podcast-episoden, så har hans omvæltning især lært ham, at hvis personen Jeppe ikke har det godt, så har ishockey-spilleren, vennen, kæresten, sønnen eller kollegaen Jeppe det heller ikke godt. Men det har også lært ham, at ishockey reelt er noget, han savner. 

Derfor er der – siden episoden blev optaget – også sket nye, spændende ting for Jeppe på den front. Med en underskrevet kontrakt med Odense Bulldogs er han nu klar til at gøre comeback og genstarte karrieren. Om nogen viser Jeppe derfor, at det er muligt at rejse sig igen efter adskillige omvæltninger, og endda vende tilbage med fornyet energi, øget selvindsigt og motivation til at gå efter det, der virkelig betyder noget.

Ved at lytte til episoden med Jeppe får du blandt andet indblik i:

  • En personlig og ærlig historie.
  • Hvor vigtigt det er at prioritere sit mentale helbred.
  • Hvordan det var til tider at leve to parallelle liv, hvor den ene udadtil virkede glad, mens den anden side var ramt af selvbebrejdelse og mørke tanker.
  • Hvor frustrerende det kan være, når man set udefra “burde” være glad.
  • Hvordan distraktioner undervejs ofte blot fungerer som plaster på såret, men ikke løser årsagen til problemet.
  • Vigtigheden af at lægge de store, romantiserende drømme og mål væk for en stund og fokusere på mindre, overkommelige ting.
  • Hvad en pause kan give af nye, personlige indsigter.
  • Hvordan man finder sig selv, når ens identitet bliver vendt på hovedet.
  • Hvordan det at tale åbent om sin historie faktisk kan hjælpe en selv.

Hvor kan jeg høre podcast-episoden og holde mig opdateret?

Lyt til podcast-episoden via afspilleren øverst på denne side eller:

Hvis du kan lide episoden, er du mere end velkommen til at dele den med dit netværk og give den en anmeldelse i iTunes / Apple Podcast. På den måde kan budskabet om at italesætte uventede omvæltninger nå ud til endnu flere personer.

Hold dig opdateret på kommende episoder ved at abonnere gratis på podcasten og ved at følge podcasten på instagram: @omvaeltningpodcast

Du er også altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har feedback, en god idé til en omvæltning, der skal belyses, eller hvis du kender en konkret gæst. Kontaktoplysninger findes her.